Emma

Det er underligt at jeg ikke falder, for mine sko er fire numre for store, og jeg har ikke bundet dem. Stodderen står og smiler dumt, og ligner, bortset fra den sorte hættetrøje, ikke rigtigt en stodder. Hans ben er meget kortere end normalt. Det er mine egne egentlig også. Jeg fniser og sjosker hen over græsset. De store sko og alt for korte ben får fordybningen i plænen til at føles som en rutsjebane. Den magiske saftevand har gjort mig varm, selvom jeg ved det er koldt, og luften i den fortryllede hule mellem de høje hække føles blød.

"Vi er helt små," konstaterer han, mens vinden får mig til at svaje blidt.

Jeg hvisker hele historien om min døde baby i hans øre, og mørket falder på.