Point of no return

"Må jeg ringe?" spurgte han, og gjorde det inden jeg nåede at sige nej.

Emma

Det er underligt at jeg ikke falder, for mine sko er fire numre for store, og jeg har ikke bundet dem. Stodderen står og smiler dumt, og ligner, bortset fra den sorte hættetrøje, ikke rigtigt en stodder. Hans ben er meget kortere end normalt. Det er mine egne egentlig også. Jeg fniser og sjosker hen over græsset. De store sko og alt for korte ben får fordybningen i plænen til at føles som en rutsjebane. Den magiske saftevand har gjort mig varm, selvom jeg ved det er koldt, og luften i den fortryllede hule mellem de høje hække føles blød.

"Vi er helt små," konstaterer han, mens vinden får mig til at svaje blidt.

Jeg hvisker hele historien om min døde baby i hans øre, og mørket falder på.

I praksis

"Jeg har en teori," informerer han mig om, mens han omhyggeligt fordeler tobakken på det lille stykke papir. Han har filteret mellem læberne, det bliver på forunderlig vis siddende, selvom han snakker. Jeg betragter fascineret fænomenet, halvt i smug, studerer hans mund, hans skæg, i tryg forvisning om at han ikke har brug for min tilskyndelse for at uddybe den omtalte teori. Det kommer af sig selv, når først han åbner munden. Måske det er skægget der muliggør det bionedbrydelige filters imponerende balanceevner? Jeg når ikke at få afgjort sagen før han flytter det til den designerede plads for enden af tobakken.

"Ja," svarer han, selvom jeg ikke har spurgt, mens det tynde papir knitrer velkendt mellem fingrene på ham. "Jeg tror det skal knaldes på plads. Det er fordi vi ikke har tid nok til at knalde. Når først vi får det, så tror jeg det falder på plads."

Et kort øjeblik når teorien at fange min opmærksomhed, men så sker der det, der altid sker når Stodderen snakker om at knalde.

***

Samtalen finder sted, mens de sidste rester af sommervarme stadig klamrer sig stædigt til septembers lyseblå luft, inden mørket falder på og varmen må vige for at den første sne kan falde. I månederne imellem finder vi nætter og dage, lange, dovne timer og hastige, stjålne minutter, og selvom tingene en efter en bliver knaldet på plads, glemte hans teori at tage højde for alt det der samtidig bliver knaldet løs. Mit forhold til alkohol og stoffer, min seksualitet, mine drømme, min fremtid, mit ægteskab, min moral og det meste af min selvopfattelse.

***

Jeg sidder midt i november og må nøjes med lydsporet, alle de forbandede, umulige kilometer der unaturligt skiller os er uoverkommelige i nattemørket. Zippo-lighteren. Klik, klank og til sidst et klops, når han smider den fra sig på bordet. Så det første, dybe hiv på smøgen.

"Skal vi ikke købe et gammelt lortehus langt ude på landet?"

"Jo," svarer jeg, som om han havde tilbudt mig en pose bland-selv-slik. "Det er det vi skal."

Mænd

Mænd, det er dem der kommer og tager det af mig de kan bruge, fortærer det grådigt, og efterlader mig tom og forbrændt, så der er ingen grund til at lade som om, ingen grund til at blive ved med at tro, at engang bliver det anderledes, for jeg fortærer også selv, brænder og destruerer nådesløst alt hvad der er smukt omkring mig, og jeg ved at det kun er en illusion, at vi har noget at give hinanden, i virkeligheden tager vi, til der ikke er mere tilbage at tage af, og så diskuterer vi hvis skyld det var til sidst.

Min.

I det kolde tomrum der følger efter, er det let nok at se. Jeg burde være skredet hjem til mit provinsliv for længst, jeg burde stille mig tilfreds, være glad for det jeg har. Jeg skulle jo sidde pænt ved bordet, sige værsgo og tak på det rigtige tidspunkt, og allervigtigst gøre det i den rigtige rækkefølge. Jeg skulle ikke begynde at bytte om på tingene når de nu fungerer så fint hvis bare vi alle sammen spiller efter reglerne. Hør nu efter, tøs.

Det er ikke ham du må elske.

Til sidst står det klart, at det ville være praktisk ikke at elske overhovedet. Mit hjerte kan ikke kende forskel på om kærligheden er rigtig eller forkert, jeg har kun én slags, og den slags jeg har er mangfoldig. Det er den slags man ikke må skilte med. Så jeg lægger mig pænt på knæ og tager den næste pik i munden, forsøger at stille den sult der bliver ved med at gnave i min sjæl. Jeg sluger, fordi jeg er dygtig, og det kan jeg leve lidt på inden sulten gør opmærksom på sig selv igen.

Dygtig.

Den næste venter altid i kulissen, klar til at træde frem på scenen når lyset begynder at flakke, og min puls bliver for lav. Det er det samme én gang til, igen og altid, det er ikke svært, hverken at gå på knæ eller at lade som om det er det eneste jeg vil. Jeg har prøvet det før. Et kort sus, og livet falder til ro igen, blusset dæmpet for en stund. Som enhver anden junkie har jeg fuldstændig styr på det.

Bare lige en enkelt mere, til at tage det værste.

Sulten gnaver stadig, insisterer stædigt på at der skal mere til. Asken efter den sidste brand begynder at ulme, og jeg råber desperat da jeg mærker mine hænder, min sjæl og mit hjerte flamme op. Lyset skinner igennem alle mine ar, og det er kun et spørgsmål om tid før det bryder ud og bliver umuligt at skjule. Den hårde, glasklare kerne der er mig brænder, infernalsk og ustoppelig. Ingen af mine mure kan holde, de synker i grus, pulveriseres, jeg kan ikke længere lade som om og til sidst er der kun ét begær tilbage.

Fortær mig.
Jeg forsøger at sove igen. To timers søvn er ikke nok, jeg er smadret, men søvnen kommer ikke.

Min hånd finder automatisk derned hvor tanken om dig gør mig varm og hævet og våd af forventning.

Jeg rødmer og føler skam, for jeg har lært at det seksuelle er dyrisk og følelsesløst. At hvis jeg overgiver mig til det, er det det samme som at give afkald på retten til følelserne i de højere lag. Hvis jeg ikke kan tøjle min lyst er jeg selv ude om det, når jeg bliver brugt som et stykke billigt legetøj og smidt væk bagefter.

Fire punkter; min hjerne, mit hjerte, min sjæl og mit skød. Jeg kan ikke skille dem ad, men jeg har lært at det skal man. Jeg kan vælge at være en slut, der er til fri afbenyttelse, eller jeg kan vælge at være dydig og dermed gøre mig fortjent til kærlighed.

Jeg vil gerne gøre mig fortjent til din kærlighed, men min hånd bliver alligevel mellem benene og fingrene smutter af sig selv igennem de drivvåde folder, indtil jeg længselsfuldt hulker min orgasme ud.

Søvnen kommer stadig ikke.

30

Jeg troede 30'erne var der
jeg skulle lære at stå stille
Det årti der skulle ligge fast
og have faste rammer
I stedet er mit 30. leveår
det år hvor alting slår sig løs
Det år min bedste ven slår op
fordi jeg slår igen og hvor
jeg næsten og slet ikke når
at blive mor
til min datters lillebror
Det år min indre malstrøm går amok
og der går hul på mine ord
Det år der rydder ud og rager ind
river ned og ripper op
Jeg bliver rykket op med rode
Rodet rykker op og ud
Småt brændbart
Letantændeligt
Uundgåeligt
Uventet
fænger kærligheden an
En enkelt uforsigtig gnist
og hele verden står i brand

Nørrebro

Husker du? Nørrebro, og den lille lejlighed i Haraldsgade? Det var ikke mere end et værelse. Der var ikke noget køkken, og fliserne på badeværelset var gule. Var det 2. eller 3. midt for?

Jeg kom forbi i dag. En af Metros grønne mure spærrede for vejen, men man kunne stadig gå bagom. Du ved, den vej vi gik når vi skulle have cyklerne i kælderen. Du cyklede altid fra mig, også selvom det var længe inden du fik din racercykel. Der var låst ind til gården, så jeg kunne ikke se det ene vindue, hvor vi kunne se ud, på tagene og næsten ned til Bispebjerg station.

Husker du? Den dag lynet slog ned, så det hylede mellem husene? Himlen var lillagylden og regnen kom lige efter. Du fulgte altid lynpejlingerne fra DMI, næsten rituelt, og vi så OL og EM på det lille fjernsyn, der stod klemt inde mellem skrivebordet og spisebordet. Det var det år Grækenland slog Portugal. Dengang var det altid sommer, nu er det snart november.

På vejen forsikrede jeg mig om at både Fakta og Føtex stadig ligger hvor de plejer og ligner sig selv. Selv bageren på hjørnet nede ved Tagensvej er der endnu, selvom hans brunsviger altid var så håbløst elendig. Den italienske restaurant er blevet tyrkisk, men slikmanden ved siden af, ham der gerne gav kredit, så ud præcis som dengang. Bedst af alt var gensynet med pizzariaet på det nærmeste hjørne. Roma. De laver stadig de største og bedste pizzasandwiches. Jeg var jo nødt til at smage, og den smagte som jeg husker. Den kostede også stadig 42kr.

Husker du? At vi var næsten lykkelige? Mine bare ben dinglede fra kanten af bordet, for der var ikke plads til vi begge kunne være på gulvet på en gang når vi skulle lave mad. Den lille ovn faldt helt fra hinanden til sidst, så man var nødt til at sætte en tandstik i klemme og en gryde for lågen. Du havde whisky og en joint i skabet, efterladt fra 1. maj. Du røg den ikke, den aften vi fandt den, men du forsøgte at lære mig at drikke whisky, mens vi så ud i mørket, på den anden side af ruden. Du fik aldrig lært mig det, og nu er det en anden der forsøger.