Mænd

Mænd, det er dem der kommer og tager det af mig de kan bruge, fortærer det grådigt, og efterlader mig tom og forbrændt, så der er ingen grund til at lade som om, ingen grund til at blive ved med at tro, at engang bliver det anderledes, for jeg fortærer også selv, brænder og destruerer nådesløst alt hvad der er smukt omkring mig, og jeg ved at det kun er en illusion, at vi har noget at give hinanden, i virkeligheden tager vi, til der ikke er mere tilbage at tage af, og så diskuterer vi hvis skyld det var til sidst.

Min.

I det kolde tomrum der følger efter, er det let nok at se. Jeg burde være skredet hjem til mit provinsliv for længst, jeg burde stille mig tilfreds, være glad for det jeg har. Jeg skulle jo sidde pænt ved bordet, sige værsgo og tak på det rigtige tidspunkt, og allervigtigst gøre det i den rigtige rækkefølge. Jeg skulle ikke begynde at bytte om på tingene når de nu fungerer så fint hvis bare vi alle sammen spiller efter reglerne. Hør nu efter, tøs.

Det er ikke ham du må elske.

Til sidst står det klart, at det ville være praktisk ikke at elske overhovedet. Mit hjerte kan ikke kende forskel på om kærligheden er rigtig eller forkert, jeg har kun én slags, og den slags jeg har er mangfoldig. Det er den slags man ikke må skilte med. Så jeg lægger mig pænt på knæ og tager den næste pik i munden, forsøger at stille den sult der bliver ved med at gnave i min sjæl. Jeg sluger, fordi jeg er dygtig, og det kan jeg leve lidt på inden sulten gør opmærksom på sig selv igen.

Dygtig.

Den næste venter altid i kulissen, klar til at træde frem på scenen når lyset begynder at flakke, og min puls bliver for lav. Det er det samme én gang til, igen og altid, det er ikke svært, hverken at gå på knæ eller at lade som om det er det eneste jeg vil. Jeg har prøvet det før. Et kort sus, og livet falder til ro igen, blusset dæmpet for en stund. Som enhver anden junkie har jeg fuldstændig styr på det.

Bare lige en enkelt mere, til at tage det værste.

Sulten gnaver stadig, insisterer stædigt på at der skal mere til. Asken efter den sidste brand begynder at ulme, og jeg råber desperat da jeg mærker mine hænder, min sjæl og mit hjerte flamme op. Lyset skinner igennem alle mine ar, og det er kun et spørgsmål om tid før det bryder ud og bliver umuligt at skjule. Den hårde, glasklare kerne der er mig brænder, infernalsk og ustoppelig. Ingen af mine mure kan holde, de synker i grus, pulveriseres, jeg kan ikke længere lade som om og til sidst er der kun ét begær tilbage.

Fortær mig.

No comments:

Post a comment